Red Barnet tildeles fredsprisen for deres kontinuerlige arbejde med at redde, styrke og beskytte børn i Danmark og i hele verden. Red Barnet er og har altid været på børnenes side med konkret hjælp og støtte uanset børnenes baggrund, køn, etnicitet, handicap, religion, økonomi eller opholdssted. De taler børnenes sag og rettigheder overfor regeringer, myndigheder og organisationer. Red Barnet bidrager aktivt til fred i verden ved at beskytte, støtte og give håb til børn og samfund i kriser og konflikter.
Save the Children blev startet i England i 1919 for at hjælpe børn ramt af sult efter første verdenskrig og en af grundlæggerne formulerede Declaration of the Rights of the Child, der blev vedtaget i Folkeforbundet i 1924 og senere blev til FN’s Børnekonvention. Den danske gren Red Barnet startede i Danmark i 1945 for at hjælpe sultne børn i Europa. I dag udføres nødhjælps arbejde i over 120 lande.
I Danmark arbejder Red Barnet også for, at alle børn får en tryg barndom med mulighed for at trives og deltage i fællesskaber. Organisationen støtter børn i familier med få ressourcer gennem feriehjælp, fritidsaktiviteter og andre tilbud, der forebygger social isolation. Samtidig har Red Barnet fokus på at bekæmpe mobning og digital mistrivsel, blandt andet med programmet Fri for Mobberi og indsatser, der hjælper børn til at færdes sikkert online. Derudover skaber Red Barnet fællesskaber for børn med flygtninge- og minoritetsbaggrund og arbejder for, at børns stemmer bliver hørt i politik og samfund.
En forudsætning for fredelig sameksistens er relationer af gensidig anerkendelse og respekt. Det gælder mellem nationer og folkeslag, men det gælder også i forskellige mindre sammenhænge, indenfor kulturer, i grupper, i familien og for det enkelte individ. Jørgen Laursen Vig, som prisen er indstiftet for at ære, betonede utrætteligt behovet for fredelig sameksistens, og han så særlig grad den medmenneskelige samtale som en ressource i denne sammenhæng.
(Tidligere modtagere er professor Ole Wæver (2015) og domprovst Anders Borre Gadegaard (2017), Exit Cirklen og Sherin khankan (2019), Sct. Nicolai tjenesten (2021), Fredsforsker Isabel Bramsen (2023)
Hesbjerg d. 30.8.25
Formand for HesbjergFonden Bo Morthorst Rasmussen