Om Hesbjerg under Laursen Vig

FRA HESBJERGS HISTORIE
Af Bent Døssing

I 1957 kunne man læse i aviserne, at Jørgen Laursen Vig havde købt Hesbjerg Slot på Fyn. I Århus Stiftstidende var der billede af den 39‐årige bibliotekar, cand.theol. og cand.mag. med russisk som bifag. Stående foran slottet fortalte han om sine planer. Allerede i 1950 havde han udarbejdet et klosterprojekt på moderne vilkår, som måske kunne realiseres på Hesbjerg, f.eks. i forbindelse med eller i forlængelse af højskoleaktivitet. Planerne lå ikke fast, og der var plads til fleksibilitet, som også siden skulle vise sig nødvendig.
Problemerne opstod hurtigt. Forudsætningen for at drive højskole krævede et minimum af elever, hvis økonomien skulle sikres gennem statstilskud. Den monumentale slotsbygning var ikke ganske egnet til formålet og trængte til modernisering. Værelserne i kælder og på første sal levede ikke op til tidens krav, men stueetagen kunne give plads til undervisningslokaler, spisesal, foredragssal, kontor og bolig for såvel forstanderen som en af lærerne. I kælderen blev der indrettet bolig til husets kok. Vig løste problemet med at skaffe elever og dermed statstilskud ved at omskabe institutionen til en privatskole og et studenterkursus og samtidig kalde det hele højskole. Ganske vist måtte en højskole ikke tilbyde eksamen, men dette klaredes ved at undvære statstilskuddet i tiden lige før eksamen, som så gennemførtes udenfor Hesbjerg på et af Odenses gymnasier.

Klostertanken blev ikke lagt helt på hylden. Ved middagsmåltidet i slottets gamle spisestue blev maden indtaget i stilhed, mens en eller flere af Davids salmer efter gammel klosterskik blev læst op. I øvrigt serveredes udmærket mad. Økonomaen frøken Kudahl, der varetog hele forplejningen, klarede – trods de beskedne køkkenforhold og den knappe økonomi – at fremtrylle velsmagende dagligdags mad med god næringsmæssig værdi. Det er mit indtryk, at der altid har været et kvindeligt element med stor betydning for Hesbjerg og livet der. Frøken Kudahl skal ses i denne sammenhæng. Hun var et uundværligt praktisk element for Vigs visionære ledelse, ligesom senere især Yvonne Sosu Jacobsen var en vigtig rådgiver og hjælper for Vig gennem mange år. I Vigs testamente udpegedes hun derfor til at være med til at varetage boet efter ham.

I den tid midt i 1960’erne, da jeg arbejde i Odense og var timelærer på Hesbjerg, var lærerstaben ud over mig begrænset til tre personer. Der var Vig selv, men foruden ham boede familien Framvig i husets sydlige ende. De holdt katte, der havde en primitiv bro ud ad vinduet til slotshaven. Framvig var svagtseende, men det hindrede ikke hans undervisning i matematik og naturvidenskabelige fag, som han beherskede til alles tilfredshed. Den tredje lærer var en yngre forhenværende præst, en gammeldags akademiker med store sprogkundskaber. Han påtog sig alle sprogene og historieundervisningen. Jeg bistod ham med latin og engelsk. Vi arbejdede med det opgivne pensum, men havde stor frihed mht. metode. Samarbejdet mellem de forskellige personligheder formidledes af Vig. Han kunne lytte og vise stor tillid, således at han med interesse overvejede sine medarbejderes idéer og gav dem råderum. Vig forblev dog selv den visionære, som afstak den kurs, der skulle følges. Lærere og andre medarbejdere sørgede til gengæld for, at idealerne fik en slags jordforbindelse, så de i nogen udstrækning kunne føres ud i livet.

Vig holdt fast ved en religiøs‐ og humanitær profil. Begge dele havde efter Vigs mening appel udadtil og gav skolen en vision. Vedrørende det religiøse var Vig både dybt konservativ, så han greb tilbage til tiden før reformationen, og moderne, så han i sin spiritualitet var ubundet af traditionelle dogmer. Han vendte sig mod byzantinsk åndelighed fremfor romersk effektivitet og åbnede sig for den ortodokse kirke i russisk udgave. Senere gik han videre ind i buddhismen, hvor han uddybede sin indsigt med sprogstudier. Alt dette forenedes i Vigs religiøse univers. Men man må nok forstå det således, at tanken om det ortodokse kloster havde en slags førsteprioritet, hvorfor slottets riddersal indrettedes til kirke, og forbindelsen med russisk præsteskab og klosterfolk blev opretholdt trods forskellige forviklinger.

Vig blev vundet for fredsforskning, som han kaldte et evangelium, gospel, og som lå ham på sinde som en nødvendig aktuel vision. Han fik forskellige forskere til at holde forelæsninger på skolen og gjorde dette til et væsentligt indslag i institutionens liv. En del interesserede udefra var med ved disse sammenkomster og deltog i de drøftelser, der fulgte forelæsningerne. Senere kom også ”landsbyen” til i forlængelse af tankerne fra det såkaldte ungdomsoprør, hvor Vig havde sympati for nogle væsentlige værdier, især fredstanken, placeringen af det åndelige over det materielle, fællesskabet, friheden og troen på de menneskelige muligheder, som også måtte indbefatte forståelse og fred mennesker imellem.

Ud fra den forholdsvis korte periode, jeg har deltaget i Hesbjergs liv, mener jeg dog at kunne sige som en slags sammenfatning, at Vig skabte institutionen Hesbjerg, men visionerne kunne kun få virkelighed i samvirket med de hjælpere, han forstod at knytte til sig. Det går an at sige, at der udspillede sig en positiv udgave af Cervantes’ roman om ridderen og væbneren, og denne historie kan der bygges videre på.

Scroll to Top